Andelskassen Oikos
Kløvermarksvej 4 · 8200 Århus N tlf. 8668 2333
Nørregade 6, 1. · 1165 København K tlf. 3336 2332
Åben: mandag - fredag. kl. 10 - 14, torsdag kl. 10 -17
Begrundelserne for valg af etisk pengeinstitut er primært:
- Oikos’ forretningsmodel (ingen aktionærudbetalinger, gennemsigtighed, bankens etiske profil, støtte af mikrolån).
- Dernæst ansvarlighed i forhold til en mere retfærdig fordeling af ressourcerne i verden.
- Og antipati over for traditionelle bankers overskudsdistribution til investorer.
- Også et kristent verdensbillede, og faktisk at gøre noget, i stedet for kun at gøre sig overvejelser om at gøre noget.
- Sidst men ikke mindst: Fordi ”god karma” også er et afkast!
De primære resultater af vores undersøgelse var følgende:
1. "Pro-social attitudes” (respekt for menneskerettigheder, ingen diskrimination etc.) har indflydelse på, hvor meget af ens portefølje man investerer i socialt ansvarlige investeringer.
2. Socialt ansvarlige investeringer bliver ikke opfattet som værende mere risikofyldte end ”almindelige” investeringer.
3. Det forventes, at socialt ansvarlige investeringer giver et lavere afkast.
4. Kendskab til investeringsområdet mikrolån har en positiv indflydelse på, hvor meget af porteføljen man vælger at investere i socialt ansvarlige investeringer.
5. Irrationalitet i økonomisk forstand: I fht. præferencer afviger kunderne i Oikos fra ”almindelige” bankkunder ved ikke at være drevet af afkastet af investeringen. Derimod er det typen af investering, der spiller en afgørende rolle. Kunderne i Oikos er således villige til at frasige sig et afkast, hvis formålet med investeringen er af en socialt ansvarlig karakter. Resultatet vidner også om, at et afkast kan forstås på mange måder, hvor kunderne i Oikos også opfatter ”god mening” som et betydeligt afkast. Ligeledes er kunderne i Oikos mindre risikoaverse end de almindelige kunder, hvilket indikerer, at de ikke er bange for at påtage sig risiko – igen hvis formålet er af socialt ansvarlig karakter.
6. Alder: Tendensen er, at de yngre kunder har en større del af deres portefølje placeret i Oikos. Dette kan måske forklares ved, at man som ung har en relativt mindre portefølje, og derfor ikke ser det som værende risikofyldt at have alle midler samlet et sted. Ligeledes vil kunderne ofte være underlagt krav fra arbejdsgiver eller pensionsselskab med hensyn til valg af bank. Undersøgelsen viser også, at de yngre kunder har en relativt længere uddannelse, hvorfor man kan man argumentere for, at de har andre forudsætninger for at tage stilling til problematikken om social ansvarlighed.
7. Miljørigtig teknologi: Både kunder i Oikos og ”almindelige” bankkunder har positive præferencer for miljørigtig teknologi.
8. Ud fra spørgeskemaet - både de kvalitative og de kvantitative svar - kunne vi ifølge teorien overordnet inddele Oikos’ kunder i tre grupper, bestemt efter motivationen for at vælge Oikos. Disse tre grupper er henholdsvis; altruister, egoister, samt kunder, der har valgt Oikos som følge af en modstand mod den almindelige bankverden. Altruisterne er kunder, der investerer med det endelige mål at stille andre bedre, uden selv at kræve nogen kompensation for dette. Denne kundegruppe er dermed villig til at give afkald på et afkast, for at andre kan få det bedre. Egoister er et stærkt ord at bruge, men det, der menes med begrebet er, at folk investerer etisk på grund af et ønske om selv at få det bedre som følge af investeringen. Det egoistiske aspekt er således, at den endelige motivation er, at man ønsker at få det bedre med sig selv som følge af handlingen. Den sidste kundegruppe har valgt Oikos på grund af en modstand mod, hvad der er sket inden for den finansielle sektor gennem de seneste kriseår.
Begrundelser for at vælge Oikos
o På grund af deres kompromisløshed overfor moral og etik
o Fordi der ikke er nogen, der skal tjene penge på Oikos’ forretning
o Som følge af en afstandstagen fra, hvad der er sket i finanssektoren de seneste år
Du kan se de tilhørende grafer her
Med venlig hilsen
Maria Hejde Færgemann & Karen Ingvertsen
Cand.merc i International Business
Copenhagen Business School